advokat

Arbejdsmarkedsbalancen

Arbejdsmarkedsbalancen er et tool, der stilles til rådighed af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Her kan du se nærmere på dine muligheder, hvis du er jobsøgende. Arbejdsmarkedsbalancen giver nemlig et billede af jobmulighederne i din region.

Et værktøj til jobsøgningen

Selve formålet bag Arbejdsmarkedsbalancen er at give et overblik over arbejdsmarkedet. Alle kan benytte værktøjet, det koster ingenting, og det ligger frit tilgængeligt på nettet.

Værktøjet er mest relevant når du som ledig skal ud at finde job, men også hvis du allerede er ansat og overvejer et karriereskifte. Til sidst er det også et godt værktøj for analytikere, som mangler god statistik over arbejdsmarkedet.

Med Arbejdsmarkedsbalancen kan du altså få et indtryk jobmulighederne inden for mere end 900 forskellige stillinger. Det er muligt at søge efter region, så du får den mest præcise oversigt.

Arbejdsmarkedsbalancen bliver opdateret to gange årligt – i januar og i juli. Udover at se hvor gode jobmulighederne er inden for en ønsket stilling eller branche, er der også direkte link til Jobnet, hvor der ud fra samme søgning vises de relevante jobs i øjeblikket. Der er også henvisning til UG, så du eventuelt kan finde uddannelsesinformationer.

Sådan benytter du Arbejdsmarkedsbalancen

Det er forholdsvis nemt at benytte Arbejdsmarkedsbalancen.

Klik dig ind på hjemmesiden og udfyld formularen til venstre. Her skal du enten indtaste stillingsbetegnelse eller erhvervsgruppe. Dernæst vælger du område i landet – du kan vælge det sted, hvor du allerede bor, men du kan også søge bredere, fx i alle landets regioner, hvis du er interesseret i at flytte for at få job. Fjerde punkt anbefaler vi, at du lader stå, som det er – på den måde får du det fulde overblik til sidst.

Når du har udfyldt alt det, du ønsker, ruller du lidt længere ned. Her kommer der en oversigt over resultaterne for din søgning.

Hvis du eksempelvis har udfyldt “murer” som stillingsbetegnelse og Østjylland som område, så kommer der en tabel nedenunder med de relevante stillinger og lige til højre står der, hvor gode jobmulighederne er. Det kan rangere lige fra “mindre gode jobmuligheder” og til “omfattende mangel på arbejdskraft”.

Generelt er det positivt, hvis du er aktiv eller jobsøgende inden for en branche, hvor der er mangel på arbejdskraft, da det gør det nemt at blive ansat. Her kan du faktisk gå direkte videre til Jobnet via den knap, der ligger til højre for jobinformationen, og her vises alle aktive opslag, som du eventuelt kan gå videre og ansøge til.

Men hvis du ser, at der er mindre gode jobmuligheder, så kan du overveje at se på andre stillinger, eller se på mulighederne i andre regioner.

Det er muligt at eksportere oversigten til Excel eller PDF, så du kan gemme de oplysninger, du har søgt dig frem til igennem Arbejdsmarkedsbalancen.